Juni, 1982 - Den første Libanon-krig. En enlig kampvogn og dens soldater sendes af sted for at holde en fjendtlig by i skak. En ganske simpel mission, som ender i et mareridt. De fire soldater i kampvognen er pludselig fanget i en voldsom situation, de ikke kan komme ud af. Drevet af frygt og det grundlæggende overlevelsesinstinkt forsøger de at finde en mulig vej ud af krigens kaos.

Facts om krigen i 1982:

Israels invasion af Libanon startede med israelske flyangreb mod palæstinensiske stillinger i Vestbeirut 4. juni 1982. Derefter rykkede den israelske invasionsstyrke indover i Libanon på en bred front. For Israel blev invasionen landets hidtil længste krig og en meget alvorlig belastning for det internationale syn på landet.

Hovedmålet for Israel var at angribe de palæstinensiske baser lokaliseret i Tyr-området ved Sidon og Damour. Israels statsminister Menachem Begin udtalte, at målet var at oprette en 40 kilometer bred "sikkerhedszone" i det sydlige Libanon, hvor ingen palæstinensiske soldater kunne opholde sig. Denne zone skulle ifølge Israel sikres af internationale styrker.

Forhistorien

PLO-styrkerne brugte sine stillinger i det sydlige Libanon til at angribe mål i det nordlige Israel. I sommeren 1981 var der hårde kampe ved grænsen, men der blev senere indgået en våbenhvile mellem parterne. I løbet af vinteren og foråret 1982 blev det klart, at parterne havde en stærk uenighed om, hvad våbenhvilen egentlig indebar. Palæstinensiske styrker mente, at den kun gjaldt området mellem Israel og Libanon.

Kamphandlingerne

Invasionen blev indledet med luftangreb over store dele af Libanon. Efterhånden blev syriske styrker også indblandet sammen med PLO-styrker mod israelerne i bjergområderne inde i landet samt i Bekaa-dalen længere mod øst. De israelske styrker rykkede både gennem major Saad Hadads' område og FN-zonen mod syd. Efter en uge befandt de israelske styrker sig ved Beirut, som lå langt nord for den "sikkerhedszone", Begin sagde, skulle oprettes. De syriske styrker havde trukket sig tilbage fra Beirut og de palæstinensiske styrker stod alene overfor overmagten ved Beirut. Den østlige del af Beirut var på denne tid besat af kristne falangist-styrker, som samarbejdede med Israel.

Kampe mellem syriske og israelske styrker fortsatte imidlertid efter, en våbenhvile var indgået. Men sommeren 1982 var det meste af opmærksomheden rettet mod kampene ved Beirut. Den vestlige del af byen blev udsat for et konstant bombardement fra luften, søen og fra artilleriet. En mængde våbenhviler blev indgået og brudt. Israel blokerede samtidig forsyningen af indbyggerne i Vestbeirut nødvendighed af mad og andet, noget som ramte omtrent 500.000 civile libanesere og palæstinensere i bydelen.

10. november ramtes de israelske styrkers hovedkvarter i den libanesiske by Tyr af en bombe, som dræber 90 soldater.

Propagandakrigen

Rapporter om israelske angreb mod civile mål blev brugt af palæstinenserne. Israel på sin side fremviste store palæstinensiske våbenlagre, de havde erobret i Sydlibanon. Israel anklagede også PLO for at bruge civile som skjold under kamphandlingerne.

Krigens resultat

PLO og Arafat blev ganske vist fjernet fra Libanon, således som det havde været Sharons hensigt, da han rykkede mod Beirut og på sin vej dræbte mere end 17.000 mennesker, heraf mange uskyldige, civile palæstinensere. Men det var en Pyrrhussejr, for Arafat kunne blot 12 år senere returnere til Gaza i triumf, følgende den første intifada og fredsforhandlingerne i Oslo. Men hvad værre var, set fra et israelsk synspunkt, var, at man i Libanon i stedet for PLO nu fik en langt stærkere fjende, Hizbollah, som netop blev oprettet i 1982, som reaktion på den israelske invasion med det formål at befri Libanon for de israelske besættere.

Krigen blev en stor belastning for Israel og dets støttespillere med USA i spidsen. Selv internt i Israel voksede der en misfornøjelse med invasionen og 8. november 1982 måtte statsminister Begin forklare sig for en undersøgelseskommission vedrørende massakrerne i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila.

31. oktober 1982 blev der afholdt en nordisk "Libanon-høring" i Oslo. Der blev det hævdet, at den israelske krigsføring i Libanon brød med Folkeretten.

Facts om Libanon:

Beirut (Hovedstad) 1.500.000 indbyggere
Tripoli 200.000
Zahle 200.000
Sidon 100.000
Tyr 70.000.

Landet er opdelt i fire landskabsregioner, som forløber parallelt med kysten: Den smalle kyststribe, som udvider sig noget i nord og syd, de stærkt kløftede Libanon-bjerge, som er op til 3000 meter høje, Bekaadalen, som til trods for at den ligger i regnskygge af Libanon-bjergene alligevel er meget frugtbar (vindyrkning) takket være kunstig vanding og den tørre Antilibanon-bjergkæde og Hermonbjerget, som danner grænsen mod Syrien.

Nyere historie

Libanons historie er præget af konflikter mellem en række forskellige trosretninger inden for kristendommen og islam. Landet gennemgik en ødelæggende borgerkrig fra 1975-1990. Flere nabolande var indblandet i konflikten, bl.a. Israel og Syrien. Israel invaderede det sydlige Libanon og rømmede først området i 2000. I forbindelse med denne krig, blev mellem 700 og 3500 flygtninge dræbt under massakren i Sabra og Shatila. Syrien havde tropper stationeret i landet fra 1975 frem til 2005. Desuden støttede Iran oprettelsen af den shiitiske Hizbollah-milits i 1982, som især har bekæmpet israelske mål i Sydlibanon og selve Israel med selvmordsbomber og især katusha-raketter mod bosættelser i Nordisrael.

Efter drabet på den folkekære eks-politiker Hariri i februar 2005 var der uro i Libanon med flere massedemonstrationer rettet mod de syriske troppers tilstedeværelse, og Syrien trak efter internationalt pres sine 14.000 soldater ud. De sidste soldater forlod landet d. 26. april 2005. Libanon er nu på vej mod parlamentarisme, og der afholdtes valg i 2005.

Landet blev i sommeren 2006 kastet ud i en ny krig, da Hizbollah i det sydlige Libanon kidnappede to israelske soldater. Israelerne svarede tilbage ved at iværksætte et større angreb. Israelerne sønderbombede den sydlige del af landet, hvor Hizbollah holder til, og smadrede bl.a 640 km vej, 73 broer, 25 benzinstationer, et par kraftværker og et mejeri. Op mod en halv million libanesere blev tvunget væk fra deres hjem og måtte overleve i flygtningelejre og på skoler.