Den 11. marts 1944 blev kroen skygget af Gestapo, og tidligt om morgenen denne dag blev den omringet, og hele gruppen blev arresteret af tyske soldater. Otte af dens medlemmer blev af den tyske krigsret dømt til døden den 26. juni og henrettet ved skydning i Ryvangen 29. juni 1944 af den tyske besættelsesmagt.

Hvidstengruppen lever i eftertidens minde med en næsten mytisk glans. Det skyldes, at henrettelserne ramte en enkelt familie og en lille lokalbefolkning usædvanlig hårdt, men nok også, at gruppens medlemmer fremtrådte som udtryk for en stærk og sej, urdansk oprindelighed. Det var almindelige folk, der tog en beslutning om at kæmpe for friheden. Vi kommer til at opleve, hvordan Hvidstengruppen har følt det, da de blev anholdt , dømt og ventetiden i fængslet og afskeden med deres familier.

Det er en meget stærk menneskelig historie, som har et budskab til mange generationer. Det er en film, der skal få nutidens generationer til at forstå det ufattelige mod, der er blandt et folk, når det gør oprør mod uretten uanset konsekvenserne.

Marius Fill forudså, at den eneste måde, der kunne være fred i Europa på, var at strække hånden ud. Her er hans ord til den tyske rigsret, der dømte Hvidstegruppen til døden:

'Vi var almindelige mennesker, som ville leve i fred med vore naboer, og hvis ikke unge tyskere og unge danskere en gang i fremtiden kan række hinanden hånden tværs over grænsen i venskab, giver vores død ingen mening.'

Hvidstengruppen var de første modstandsfolk der blev dødsdømt og henrettet i Danmark.

Henrettelserne blev årsag til udvidelsen af den københavnske strejkebølge, Folkestrejken, til en egentlig generalstrejke.